GylleSMS er en service for alle landmænd og deres naboer, hvor landmænd kan sende SMS-beskeder via GylleSMS til naboer med varsling om gyllekørsel.
Det foregår ved, at landmanden opretter sine marker i systemet ud fra de officielle markkort. Alle marker har tilknyttet en koordinat, som systemet automatisk tilføjer. Når landmanden så ved, at det er tid at køre gylle, sender han via GylleSMS en besked om, at nu skal der køres gylle på den pågældende mark.
Naboerne, der har tilmeldt sig GylleSMS, har på forhånd valgt, hvor stor en zone rundt om deres ejendom de vil have varsling fra. De får derefter en SMS eller email tilsendt med varsling om kørsel af gylle i deres område.
